Lænestolsrollespil

En podcast om rollepil

Side 2 af 8

Chernobyl Mon Amour

Chernobyl Mon Amour er et rollespil af den finske designer Juhana Petterson, der bl.a. har været med til at lave Vampire: The Masquerade 5th edition, og som er ganske aktiv på Nordic Larps scenen.

Chernobyl Mon Amour udkom i 2019, via en crowdfunding kampagne, og blev til på baggrund af Juhanas eget besøg i ekslusionszonen omkring Chernobyl reaktoren.

Spillet handler, som man næsten kan gætte ud fra titlen, om kærlighed i eksklusionszonen. Om desperate mennesker der er udstødt af samfundet, men i skyggen af reaktoren kan finde en slags fred for omverdenen, og gennem det helle som zonen skaber prøve at danne bånd til de andre folk i zonen. Hele tiden med bevidstheden om at livet i eksklusionzonen af gode grunde er hårdt og kort, og man derfor ikke ved hvor mange øjeblikke man har tilbage.

PS: Vi nævner i afsnittet at vi har tænkt os at invertviewe Juhana Petterson på Fastaval 2020, men den Fastaval blev så aflyst pga. covid-19 pandemien.

Seclusium of Orphone of the Three Visions – Lamentations of the Flame Princess supplement

Bag den lange titel The Seclusium of Orphone of the Three Visions gemmer sig et rollespilssupplement skrevet af Vincent Baker (kendt for Apocalypse World, In a Wicked Age m.fl.) til D&D-retro-rollespillet Lamentations of the Flame Princess (se vores episode om LotFP-scenariet The God that Crawls).

Supplementer ser på såkaldte seklusier – Steder hvor troldfolk bor så de kan lave deres magiske eksperimenter i fred. Og på hvad der sker med disse seklusier når ejerne er borte og eventyrere stikker næsen forbi.

S/Lay w/Me versus Murderous Ghosts

Vi dækker to rollespil i denne episode. Begge er rollespil for to spillere. Det er Murderous Ghosts og det er S/Lay w/Me.

Murderous Ghosts er et gyserrollespil forfattet af Vincent Baker og udgivet første i 2011. Det er et rollespil, hvor to spillere udspiller en spøgelseshistorie på en måde, hvor de nærmest spiller imod hinanden!

S/Lay w/Me er et to-spiller sword & sorcery-inspireret rollespil forfattet af Ron Edwards i et forsøg på at ramme fantasy-genren, som den kom til udtryk i 1970’erne, hvor rollespil som Dungeons & Dragons endnu ikke var begyndt at definere genren, og hvor nøgenhed kom til udtryk på anden vis.

Drager og Dæmoner

Drager og dæmoner er et svensk rollespil, som i 1988 fik en oversættelse til dansk, som skabte en loyal fanbase, der den dag i dag stadig dyrker rollespillet.

Drager og dæmoner udkom første gang i 1982 på svensk, og det er baseret på det engelske rollespil RuneQuest, som anvender Basic Roleplaying System (som også anvendes i Call of Cthulhu, som er den mest kendte anvendelse af regelsystemet). Drakar och Demoner fik flere revisioner og tilpasninger op gennem 80’erne, og slutningen af årtiet var rollespil populært nok til at der var flere forsøg på at introducere et rollespil på dansk til det danske marked. Et valg faldt på Dungeons & Dragons (D&D), og et andet faldt på Drakar och Demoner (DoD), hvor sidstnævnte fik sin danske oversættelse i 1988 foretaget af Jan Sneum for forlaget H. Wittrock A/S – Eventyrspil. Drager og dæmoner blev nogle år senere fulgt af Drager og Dæmoner Ekspert, som er en markant revideret og mere kompliceret udgave af spillet. På svensk findes Drakar och Demoner fortsat i forskellige udgaver, herunder under navnet Trudvang. De udgaves alle af det svenske forlag Riotminds.

I episoden diskuterer vi den første Drager og Dæmoner udgivelse, som kom i en æske med to bøger. En regelbog og en scenariebog samt nogle papfigurer og lidt andet.

Drager og dæmoner på dansk kan findes antikvarisk, men blev også i begyndelsen af 00’erne genoptrykt, men hvorvidt den genoptrykte udgave i skrivende stund stadig er i handelen er uklart.

Digitale udgaver af Drager og dæmoner kan findes her: Drager og dæmoner.

A Song of Ice and Fire med Noget med drager: A Game of Thrones rollespillet

I denne episode har vi besøg af Mads og Anders fra podcasten Noget med drager, som er godt i gang med at læse sig vej gennem A Game of Thrones eller A Song of Ice and Fire bøgerne, og i den anledning har vi taget fat i rollespillet A Song of Ice and Fire Roleplaying Game fra Green Ronin. Velkommen til episode 37.

Green Ronin udgav spillet første gang i 2009, hvor Robert J. Schwalb designede spillet, og det blev relanceret igen i 2012 i forbindelse med tv-serien Game of Thrones. Robert J. Schwalb har siden arbejdet på D&D 5th edition, inden han udviklede Shadow of the Demon Lord. Green Ronin er siden blevet kendt for deres AGE-engine, som blandt andet bruges i DragonAge rollespillet. A Song of Ice and Fire blev derimod ikke videre understøttet af forlaget, og de har siden mistet rettighederne til George R.R. Martins værker.

Besøg Mads Brynnum og Anders Frost Bertelsens podcast, Noget med drager, her, og mød dem i facebookgruppen Noget med drager. Lige nu er Mads og Anders gået i gang med bogen A Feast for Crows.

PS: Vi siger i afslutningen af næste afsnit er et interview med Malik Hyltoft omkring Fusion. Interviewet er i hus, men der kommer til at gå et par afsnit før det er bliver klar.

DragonLance med Noget med Drager: Dragons of Hope

I denne særlige episode har vi to gæster i studiet. Til episode 36 har vi fået besøg af Mads og Anders fra podcasten Noget med drager. De har på deres podcast læst sig vej gennem DragonLance bøgerne, og vi har derfor sammen med dem læst DragonLance modul DL3 Dragons of Hope.

Dragons of Hope er det tredje DragonLance modul, og det tager fat i nogle af de begivenheder, som nu begynder at udspiller sig mellem bøgerne. Modulet indeholder præ-genererede karakterer, som modsvarer karaktererne fra bøgerne, så man får muligheden for at spille Sturm, Caramon og Raistlin osv.

Modulet blev udgivet første gang i 1984 til Advanced Dungeons & Dragons 1st edition, og det på et tidspunkt, hvor der endnu ikke var udgivet en guide til DragonLance settingen. Modulet er forfattet af Tracy Hickman, der blandt andet også er kendt for modul I6 Ravenloft, som senest i 2016 blev relanceret i scenariet Curse of Strahd.

Du kan lytte mere til Anders Frost Bertelsen og Mads Brynnum fra Noget med Drager her, hvor de beskæftiger sig både med DragonLance, Baldur’s Gate og A Song of Ice and Fire. Besøg dem på facebook her.

Rough Night at the Three Feathers – Warhammer Fantasy RPG

Denne episode, som er den 35. episode, tager fat i det klassiske Warhammer Fantasy-scenarie Rough Night at the Three Feathers.

Rough Night at the Three Feathers blev første gang udgivet i White Dwarf Magazine #94 fra 1987, og scenariet er forfattet af Graeme Davis. Scenariet er blevet en klassiker, som er blevet genudgivet af flere omgange, og det har også fået en række efterfølgere. Alt det er senest blevet udgivet i bogen Rough Nights & Hard Days til Warhammer Fantasy 4th edition i 2019.

Scenariet udspiller sig på kroen Three Feathers hen over en enkelt nat, hvor der udspiller sig talrige mysterier og sære sammensværgelser, og det er op til spillerne, hvor mange de kan nå.

Kort forinden havde Nis og Morten spillet scenariet i deres faste rollespilsgruppe, som man kan læse om her, og Graeme Davis har et par år tilbage selv reflekteret over sit scenarie på sin blog ansporet af et blogindlæg på Realm of Chaos 80s om scenariet.

Nævnt undervejs blev blandt andet følgende brætspil:

Nytårsspecial – State of Tabletop RPG 2019

Hvordan ser rollespil ud i 2019? Vi tager et blik på rollespilsscenen, som den ser ud i slutningen af andet årti af det 21. århundrede.

I rundbordssnakken dækker vi et bredt udvalg af rollespil og grupper af rollespil fra OSR (Old School Renaissance/Revival) til indie til Powered by the Apocalypse (PbtA)) og Forged in the Dark (FitD) til den danske scene fra podcasts til facebook-grupper, og vi kommer også rundt om forskellige platforme for udgivelse af rollespil. Her er links til udvalgte emner:

Rollespil på Facebook

Rollespil på dansk

PDF-platforme/Gør det selv

Podcasts omtalt

Fyrværkerilyd lavet af brugeren Dobroide på Freesounds.org, brugt under en Creative Commons licens.

Tredje juledag hos Lænestolsrollespil

Glædelig jul!
Nedtællingen til juleaften er gennemløbet, og vi sidder nu i dagene derpå. Hver advent har vi opsamlet ugens kalenderlåger, men der er et par dage fra fjerde advent og frem til jul. Dem samler vi her, samt linksne til de fire adventer, så har du ikke fulgt med i julekalenderen på vores facebookside eller facebookgruppe, kan du finde det hele her.

Første advent – 1. december
Anden advent – 2.-8. december
Tredje advent – 9.-15. december
Fjerde advent – 16.-22. december

23. december – Illuminati University

Lågen springer op, og ud kommer en flok panikslagne unge menne… perso… væsner. En ældre studerende løber efter dem for at forsikre dem om, at der virkelig ikke er noget at være bange for, og at paddehatteskyen bare er resultatet af et eksperiment, og det er skam helt normalt, og en del af hverdagen på kampus. I dag skal vi nemlig snakke om Illuminati University, forkortet IOU.

Tilbage i internettets tidligste dage havde Steve Jackson Games et bulletin board, hvor en flok nørder hang ud, spillede rollespil, og generelt hyggede sig. Det førte til skabelsen af en temmelig tosset og lettere usammenhængende setting … som Steve Jackson Games på et tidspunkt besluttede sig for at udgive.

Hvor de fleste af de settings vi har set på, beskriver en hel verden, er IOU “kun” et universitet. Tanken er, at man plotter den ind, hvor man har lyst. Det kunne sagtens også være i en helt anden GURPS setting (men hvis man plotter den ind i en Fantasy-setting, kommer det til at minde meget mere om Pratchett’s Unseen University).

Men som de fleste, der har gået på universitetet har oplevet, kan et universitet sagtens føles som en hel verden i sig selv. Og især når det er IOU det drejer sig om – for her er alt det bedste (ok, særeste, farligste og – især – mest lukrative) fra indtil flere verdener stuvet sammen på samme plads som en mellemstor landsby.

Som spiller spiller man studerende på et af IOU’s ni fakulteter. De spænder fra det relativt (relativt!) normale College of Communications over blandt andet the School of Weird and Unusual Science and Engineering (hvor de gale videnskabsmænd huserer) og College of Temporal Happenstance, Ultimate Lies and Historical Undertakings (tidsrejser og historie – sidstnævnte er vigtig, hvis man vil overleve førstnævnte) til The College of Zen Surrealism (og hvad de laver er et godt spørgsmål, ud over at teoretisk matematik hører til her).

Settingen kommer med tre toner: Silly, Weird og Darkly Illuminated, rangeret fra mest fjollet til mest gritty. Men der er ingen tvivl om, at Silly er den mest oplagte tone at spille i.

Og det er noget af det sjove ved IOU: det er en ferie fra rollespil der giver mening, og hvor man skal tage sig af besnærende bånd som realisme og troværdighed. Her handler det om at gakke ud med 180 i timen – og det er også fedt en gang imellem.

Et interessant element ved settingen: Everything and the Kitchen Sink

Noget af det sjove ved IOU er den inklusive tilgang til alting. Stort set alle karakterkoncepter kan fungere, hvis bare de kan passes ind på et universitet. Ikke nødvendigvis som studerende – man kan også spille medlemmer af fakultetet, eller man kan spille teknisk og administrativt personale, om end det nok er det mindst oplagte.

Det gør, at du kan få nogle rigtig interessante sammenstød, som giver en mase input til dit spil. Vi så noget lignende på Al Amarja i Over the Edge, men IOU er på en gang mere inklusiv, og mere fokuseret på et bestemt miljø.

Det hjælper at settingen er så fjollet, så man ikke behøver at hænge sig så meget i universets interne logik. I virkeligheden er den nu ikke meget mere usammenhængende end for eksempel Marvels og DC’s universer, hvor der også er plads lidt af hvert. Men hvor de mange forskellige ideer nogle gange kan give lidt mislyd, når to (eller flere) superhelte skal spille sammen, får IOU det til at blive til en skøn, kakafonisk, harmoni.

Lyt til vores episode om GURPS her, om Over the Edge og mere om Over the Edge.

24. december – Spirit of the Season

Lågen åbner med en mekanisk snurren og lyden af et klokkespil…. og så braser en raketslæde igennem med eksplosiv hast, mens den solidt byggede mand på slæden griner et højt “Ho, ho, ho! Glædelig jul, Baroness Blackheart!” I dag skal det nemlig handle om Spirit of the Season.

Spirit of the season er et supplement til pulp-spillet Spirit of the Century og superheltespillet Truth & Justice – selvom det lader til at have mest med det første at gøre. Bogen præsenterer Nick Saint – the Spirit of Giving – og hans syv Reindeer Men/Women. Derudover er der nogle Hannuka-inspirerede helte, plus en samling skurke, der er inspireret af ting der har med julemanden at gøre: som Baroness Blackheart, der er født med et hjerte tre størrelser for småt, eller Jaques Frost, en polarforsker, som kan vække frosne dyr til live, og forvandle dem til mordmonstre.

Derudover er der en række story seeds, som man kan bruge til at lave sine egne historier med heltene og skurkene i bogen. De er lavet, så man kan tilpasse dem det system og de karakterer, man spiller med, men så de samtidig giver et rimeligt godt indblik i, hvad der foregår.
Det er en rigtig hyggelig bog, som giver en god, meget overskuelig lille sandkasse til at spille lidt rollespil til jul.

En interessant ting ved Spirit of the Season: System-agnostisk

Spirit of the Season er designet til at blive brugt med flere forskellige systemer. Her er der stats til brug med to forskellige systemer, og hver stat-blok giver et lidt andet billede af, hvem karakteren er.
Det er en rigtig fin måde at lave en setting-bog på, for det gør indholdet nemmere anvendeligt. Det gør selvfølgelig at der bliver en vis redundans i bogen, men på den anden side gør det faktisk også teksten nemmere at læse – for du får de vigtigste oplysninger på flere forskellige måder.

En anden interessant ting ved Spirit of the Season: Tæt fokuseret

Mange af de settings vi har set på er meget brede. Der skal være plads til lidt af hvert, og du skal kunne tilpasse settingen til en milliard forskellige spillerkarakterer.

Spirit of the Season ved lige hvad den vil: der er nogle klare centrale personligheder, og nogle helt bestemte temaer som konflikterne kommer til at handle om.

Og selvfølgelig, hvis du skal kunne spille tre forskellige kampagner på hver en 20-30-40 sessioner i den samme verden, skal den være rummelig. Men nogle gange er det også rigtig fint med en setting, der ved lige hvad den vil.

En tredje interessant ting ved Spirit of the Season: Lejlighedsrollespil

Spirit of the Season er et rollespil til jul. Det er så smæk-fyldt med julemotiver, at det ville være sært at spille det i juni. Til gengæld kunne man sagtens forestille sig en gruppe, der mødtes hvert år til jul og spillede en historie med Nick Saint, Codename Donner og Codename Blixen.
Spirit of the Season er i meget høj grad et rollespil, der er lavet til at spejle det, der foregår uden for spillet. Der er plads til en hel spand metakommentarer om julen, og til at man kan smide referencer ind til den jul, man selv har sig. Og ligesom julefilm, der kun er hyggelige til jul, er der her et rollespil, der er som skabt til at indkapsle… the Spirit of the Season.

Hermed slutter Lænestolsrollespils julekalender for i år. Lad os endelig høre, hvilke settings I selv er rigtig glade for, og som vi ikke nåede til.

Glædelig jul!

Lyt til vores episode om FATE Accelerated.

4. advent – Lænestolsrollespils julekalender

Lænestolsrollespil har en julekalender, hvor der hver dag åbnes en låge, og bag lågen gemmer sig en rollespilsverden. Lågerne åbnes hver dag Lænestolsrollespils facebookside og tilhørende facebookgruppe. Hver dag åbner vi en låge og kigger på en verden, og noget, som er særligt fascinerende ved netop den verden.

Vi er nu fremme ved fjerde advent, og hver advent opsamler vi den forgangne uges låger. Vi har haft kig på følgende verdener.

16. december – Night’s Black Agents

Først når det er mørkt, må lågen åbnes, lyder det strenge bud, for der er en vampyr bag lågen. Imidlertid tvinger vi lågen op nu, så sollyset kan trænge ind.
Velkommen til Night’s Black Agents, som er et rollespil om efterretningsagenter i en skjult krig mod vampyrer. Baseret på Gumshoe systemet (ligesom Trail of Cthulhu) handler det nu om kampen mod en sammensværgelse af vampyrer.

Typisk spiller man ‘burned’ agenter (a la Bourne fra Bourne filmene), som er kommet på sporet af en kriminel organisation, som er en front for vampyrer!
Ideen er enkel, men virksom. Night’s Black Agents ligger op til agent thriller genre-emulering, men hvor fjenden er vampyrer.

Night’s Black Agents er et kærlighedsbrev til spion og agentgenren. Alle forkortelse, alle former for tradecraft og spionage teknikker, grej fetichisme og efterretningspraksis er en del af spillet. Hvor man kommer til kort, træder spillet til og lader en emulere agenteriet.

Fjenden man er oppe imod er en sammensværgelse, og Night’s Black Agents hjælper med at opbygge konspirationer, indsætte agenter, dobbeltagenter, uvidende håndlangere og vampyrer.

Et interessant element ved Night’s Black Agents: Genre-emulering og værktøjskasse

Night’s Black Agents er båret af et bestemt koncept, og det udspiller sig i vores samtid. Så meget er fast etableret, men verdenen adskiller sig fra andre rollespilsverdener ved at rumme en række parametre, man selv skal fastsætte:
Hvor autentisk eller hvor action-film præget må det være? De forskellige sektioner i bogen er delt ind i underafsnit, som hver beskriver de forskellige genre-emuleringer af det givne afsnit. Målestokken er forskellige agent- og spionagefilm.
På samme måde er verdenen ikke drevet af en bestemt sammensværgelse, men i stedet har man værktøjer til at skabe sammensværgelser. Hvor andre rollespil rummer et katalog af hemmelige selskaber, man kan tage i brug, er Night’s Black Agents mere interesseret i at drage en masse paralleller og give spillerne værktøjerne til at bygge deres eget.
Tilgangen til vampyrer er den samme. Der er ikke en bestemt type vampyr, som f.eks. i Vampire: The Masquerade. I stedet er der et katelog over forskellige vampyrer inspireret af diverse film og bøger om vampyrer, og man kan bygge dem op, som en pest fra rummet, en ældgammel forbandelse eller en mutation. Night’s Black Agents er en værktøjskasse til at skabe vampyrer med.

17. december – Star Trek

Vi åbner lågen og bag den står en klingon. For du har ikke oplevet jul, før du har oplevet den oprindelige klingonske version.

På mange måder behøver Star Trek vel nærmest ingen introduktion. Langt de fleste har hørt om rumskibet USS Enterprise og har en ide om at det er der udtrykke “Beam me up, Scotty!” kommer fra. Og spiller man rollespil, så har man nok også mødt nok nørdkultur ti logså at kende til Klingons, Vulcans og Romulans. Men jeg synes alligevel der er god grund til at se på hvad Star Trek er for en setting og hvad den kan i rollespilssammenhæng.

Star Trek tager som regel sit udgangspunkt i Føderationen, en sammenslutning af racer og civilisationer der har menneskeheden som et af sine grundlæggende medlemmer. Menneskeheden selv har i det store hele fået løst sine problemer med fattigdom, diskrimination og interne konflikter og med Star Fleet som spydspids er de nu i gang med at udforske galaksen for at lære alt hvad de kan. Alt efter hvilken serie man vælger at tage udgangspunkt i så er der bestemt også gråtoner og brådne kar, men noget af det Star Trek kan er levere en generelt positiv vision for fremtiden, men samtidgivs vise hvordan der sagtens kan være spænding, konflikt og gode historier bare i den udfordring der ligger i at møde og forstå det fremmede. Mange af Star Treks bedste episoder er netop dem hvor de demonstrerer denne form for humanistisk science fiction, hvor konflikten handler om modstridende, men lige valide målsætninger.

Det er science fiction af den temmeligt bløde slags, hvor der bestemt ikke er nogen krav om at teknologi er plausibel eller for den sags skyld videre konsistent på tværs af hisotierne, men dog alligevel en sci-fi verden der tager sin tekonologi seriøst nok til at teknisk problemløsning er en integreret del af historierne. Når man selv skal lave historier i den kategori, så kan det kræve lidt øvelse ikke bare at tænke “det kan vi da ordne med transporteren/replikatoren/indæst-selv”, men når man først har fået en fornemmelse for spilereglerne, så kanoniserer det en frihed til at opfinde både løsninger og problemer selv, så man kan være med til at bringe teknologien til live.

Endelig er Star Treks tv-serie fundament også en guldgrube for rollespil. For det første betyder det at der er et rigt katalog af billeder at tage fra til at visualisere historier og karakterer. Og hvor det kan være svært at få en hel gruppe til at læse skrevet baggrundsmateriale til en given setting, så er det som regel overkommeligt for folk at se et afsnit eller to af en tv-serie, og hvis de afsnit er valgt rigtigt så giver det ikke blot faktak om settingen, men også en ide om omgangsformer, tøjstil, tilgængelige resourcer og andre detaljer det kan være svært at fange på andre måder.

Et interessant element ved Star Trek : De mange serier

Star Trek er naturligvis ikke den eneste setting man kan hente fra tv, men Star Trek har en force i sine mange serier. Det betyder at der er blevet lavet mange takes på settingen, så man kan vælge det der passer. Det betyder også at universet allerede har flere grupper af helte og det derfor er nemmere at se hvordan man kan passe en ny gruppe ind. Der er ikke kun én historie i Star Trek og universet har allerede gennemgået flere omvæltninger, uden af den grund at miste sin identiet eller at være endt i en farce af “Nu Gælder Det Hele Verden”-historier, så det er oplagt at der er plads til den historie som lige netop din gruppe gerne vil fortælle.

18. december – Bughunters

Lågen glider som glaslåget over en dvalekapsel. Overalt glider de andre glaslåg over, og soldaterne, som har ligget i dvalesøvn, begynder at vågne. De er fremme ved den rumkoloni, som man har mistet forbindelsen til. Det er tid til en bughunt.

I rummet kan ingen høre dig skrige, og talrige rollespillene Alien og Aliens fans satte sig for at lave et rollespil over filmen. Bughunters kan regnes til kategorien, men der foregår lidt mere i spillet, og det gør Bughunters interessant.
I fremtiden er menneskeheden begyndt at kolonisere rummet, men overalt, hvor man etablerer kolonier møder man fjendtlige livsformer eller dødbringende højteknologiske robotter.
Hvad menneskeheden ikke ved er, at der for længe siden udkæmpedes en krig mellem stjernerne mellem to forskellige civilisationer. Den ene brugte teknologi til at skabe maskinelle hærenheder, og den anden brugte bioteknologi til at biologiske hærenheder. Krigen er for længst bragt til ende, men overalt er der levn af mekaniske eller biomekaniske krigsmaskiner. Rummet er fjendtligt, fordi det er en forladt slagmark fyldt med skarpladte våben, man er trådt ind på.
Det er lidt hård science fiction, idet der ikke er en farverig kavalkade af intelligente væsner, som i Star Trek eller Star Wars, men mere et univers a la det, man ser i Alien og Prometheus. I stedet er det univers, som har Alien, Abyss og talrige andre science fiction film indbygget i sit rationale.

Et interessant element ved Bughunters: Kloner

Der hvor Bughunters løfter sig op til at være mere end blot en Aliens-klon er brugen af kloner. Alle soldaterne, man sender ud i rummet, er kloner af borgere på jorden.
På den måde har man soldater helt uden at skulle bekymre sig om at få en masse ligposer hjem, som ellers ville kunne demoralisere befolkningen. Kloner er forbudt adgang til jorden.
Når man kloner en borger, tager man en kopi af personen og uploader i klonen. Soldaterne er ikke kun fysiske kopier af borgere, de er også personlighedsmæssigt kopier. Med de samme følelser, bekymringer og erfaringer og personlighedstræk. Klonerne gives forstærkede kroppe via genteknologi, og man uploader militærkundskab til dem.
Klon-soldaterne er således stærkere og sejere og militær-trænede versioner af jordens borgere – og man stoler ikke på dem. Alle officerer er mennesker, og kloner er forment adgang til jorden.
Borgere melder sig frivilligt til at blive klonet, og de modtager et honorar så længe, deres klon-version er i live. Nogle borgere vælger at donere deres kloner gaver typisk i form af bedre militærudstyr. Nogle borgere vælger som par eller ægtefæller at lade sig klone, men som klonsoldater lader man dem ikke forblive par.
Det frygtelige for klon-soldater er, at de har alle deres donors følelser, behov og interesser, og de er for evigt forment fra dem. De kan aldrig se deres (donors) ægtefæller eller deres (donors) børn, eller gøre de ting, som deres donor ynder at gøre. I stedet er de i eksil mellem stjernerne, og deres fortsatte eksistens medfører et honorar til deres donor, og med en fattig donor ved man præcis, hvor vigtige midlerne er.

I praksis tillader klon-konceptet at man laver og spiller supersoldater som karakterer, det håndterer logistikken med soldaterne i det ydre rum, og det giver en helt særegen spiloplevelse at spille slavesoldater evigt i eksil fra deres (donors) liv.
Bughunters udforsker nogle spændende tanker omkring identitet, kloning og levende våben, som er fint afspejlet i den bagvedliggende kosmologi, idet menesker bruger en kombination af mekanisk og biomekanisk teknologi til at bevæge sig ud på den galaktiske slagmark.

19. december – Fvlminata

Bag dagens låge finder vi en julescene fra de gode gamle dage. En stor banket med folk i festligt lag. Der bliver spillet terninger og drukket tæt. Og i anledning af festen er det de togaklædte herskabsfolk der serverer for deres slaver. Det er jo kun Saturnalia en uge om året.

Fulminata (eller Fvlminata) fører os nemlig tilbage til AD 248 og det mægtige romerrige. Det er dog ikke helt romerriget som vi kender det, for da Vesuv havde sit kendte udbrud i 79, var der en ung mand der i stedet for at dø som i vores tidslinie, var heldig nok til at være ude af byen. Og i stedet for at blive slået med rædsel over vulkanens ødelæggelser blev han inspireret til at prøve at fange dens kræfter. Det ledte ham på sporet af krudt – eller som det blev kendt i denne virkelighed, fulminata – “jord med lynets kraft”.

Fulminata og de våben det førte til styrkede imperiets allerede imponerende militære magt, og i 248 – tusind år efter sin grundlæggelse – står imperiet stadig stærk, fra Hibernia og Iberia i vest til grænsen med partherne i øst. Indenfor grænserne råder fred og ingen farer. Eller i hvert fald en Pax Romana der er solid nok til at senatorerne kan kaste sig ud i deres magtspil uden af riskerer at korthuset ramler, til at købmændende kan håbe på at tjene sig rige nok til at købe sig til en equestrier-rang og til at gladiatorkampene er der hvor de fleste får stillets deres trang til at se blod.

Man kan argumentere for at større militær styrke ikke nødvendgivis er det der ville have gjort den største forskel for romerrigets skæbne, så formålet med den kontrafaktiske historie er da også mest at tage det romerrige vi alle nogenlunde kender og lave det lige præcis nok om til at man kan bruge det som legeplads, uden at føle at man skal have styr på alle kejserrækkerne og hver en provins.

En interessant element ved Fulminata er rang.

Rang er meget afgørende for alle i romerrigets indbyggere. Både for hvordan man er stillet overfor loven og for hvordan bliver behandlet socialt. Men rang er heldigvis ikke mejslet i sten, for Lex Claudia er formuleret så praktisk at et afgørende element for ens rang er at man besidder en passende formue, og uanset om man er slave eller plebejer kan man derfor med passende flid eller held håbe på at stige op blandt de fornemme equestrier, og selv de ældste senatorfamilier kan blive prisgivet af dårlig økonimi, specielt da Lex Claudia forbyder senatorer at begive sig af med noget så lavstatus som købmandsskab. Dette giver rig anledning til spil da penge jo er noget alle kan mødes om.

20. december – Blue Planet

Bag dagen låge finder vi en af den slags sandstrande, som man kan drømme sig væk til når vinterens mørke og kulde trænger sig på. Men hvad er det der svømmer i havet?

Blue Planet er en science fiction setting, der foregår i år 2199. Omdrejningspunktet er havplaneten Poseidon, der har givet settingen sit navn. Der er tale om semi-hård science fiction, så det er ikke sådan at menneskeheden har erobret galaksen med FTL-rumskibe, men der er baser på Månen og Mars, og i 2078 opdagede man en anomali på den anden side af Pluto. Denne anomali viste sig at være et ormehul der ledte til Lambda Serpentis systemt, hvor man fandt planeten Poseidon. Posiedon var overraskende lig Jorden i forhold til tyndgekraft og atmosfære, og den væsenligste forskel var at helet 98% af planeten er dækket af hav.

Betaget af det nye fund så igangsættes der straks videnskabelige ekspeditioner og allerede i 2088 startes Athena-kolonien med hele 5000 mennesker. Kort efter kolonien er oprettet bliver Jorden imidlertid ramt at en økologisk katastrofe, da en genmodificeret anti-svampevirus slipper ud fra et megacorps laboratorier. Denne virus, kendt som The Blight, forårsager vidtrækkende hungersnød, og Jorden har ikke kræfter til at sende forsyninger til Poseidon og kolonien bliver mere eller mindre glemt.

Først i 2120 har Jorden, forenet under Global Ecology Organization, fået styr på The Blight, selv om det har reduceret Jordens befolkning til 4,8 mia (fra et højdepunkt på 10,5 mia.), og i 2165 får de sendt et nyt koloniskib til Poseidon. Til deres overraskelse viser det sig at den tidligere koloni ikke er gået under, men i stedet at de tidligere kolonister mere eller mindre “went native” efter at de planlagte forsyningskibe ikke kom. Samtidig viser ny forskning at Poseidon er rig på xenosilicater der kan revolutionere Jordens biotech, og et nyt gold rush går i gang på Poseidon. Og så er konflikten ellers slået an mellem de ellers så tøjlede megacorps, de menneskelige “indfødte” og de mysterier som Poseidon gemmer på.

En interessant element ved Blue Planet: Havet

Det helt centrale element ved Blue Planet er havet, som det store ukendte. Det er science fiction, men i stedet for det lidt golde rum, så er der et enormt hav, der på en gang er mere genkendeligt og samtidig er fyldt med langt flere mysterier. Man er ikke fanget i et rumskib, men kan til nøds udfroske bare ved at svømme, men omvendt er der også langt mere umiddelbare farer som storme og farlige dyr at forholde sig til. Kulturelt spiller havet også ind, idet spillet tager sine referencer fra Karibien og Polynesien, kulturer og områder der ellers ikke bliver brugt så tit i hverken rollespil eller science fiction. Og endelig så er der hvalerne. En af de centrale science fiction teknologier i Blue Planet er genetisk manipulation, og upflitede dyr. Der findes bla. upliftede gorilaer, hunde og katte, men Poseidon er de forskellige upliftede hvaler helt centrale. Dette greb giver settingen sine “aliens”, der på en gang er fremmede men alligevel genkendelige nok ti lat de kan spilles, uden at det føles som om rumvæsnerne bare er mennesker i latex. Og så er der bare noget megasejt over at kunne være en spec-ops spækhugger.

21. december – Legend of the Five Rings

Dagens låge er lavet af det fineste rispapir, kunstfærdigt smykket med udsøgt kaligrafi. Skubbes lågen til side, så kan vi se ud ind en skøn have, hvor blomsterne fra kirsebærtræerne drysser som sne fra grenene. Men lader man blikket vandre videre, så ser man at idyllen ikke kan var ved, for i baggrunden vandrer en mægtig hær – hundredevis af samuraier og flere tusinder af ashigaru, og hvad end det er på vej i ud i felten eller på vej mod haven, så er det klart at freden ikke kan vare ved.

I dag skal vi nemlig se nærmere på samurai-rollespillet Legend of the Five Rings. Der er tale om et fantasyrollespil sat i kejserriget Rokugan, der er løseligt inspireret af det feudale Japan, men også med klare inspirationer fra imperielt Kina og hvad man ellers finder i bunken med alt godt fra østen. Kejserens – og der med rigets – fremmeste opgave er at være arvtager til de guddommelige kamiers kamp imod den faldne Fu Leng og dæmonhorderne fra Jigoku. Til det formål er der bygget en mægtig mur der markerer grænsen imellem det sydlige imperie og de dæmonplagede Skyggelande. Og til at styrke den del af kampen mod dæmonerne der ikke foregår i felten men derimod i menneskers hjerte, har riget heldigvis de vise ord fra profeten Shinsei. Så selv om dæmonernes belejring naturligvis aldrig forsvinder fuldstændig er det mægtige Rokugan således godt beskyttet, og der er dermed også fred nok til at de mægtige samurai-klaner ikke udelukkede er optaget af at sende soldater til at bevogte murene, nej mindst lige så meget af deres tid kan gå med at med at udmanøvrere hinanden. Enten ganske bogstaveligt i direkte krig, eller i mindst lige så alvorlige konflikter på ære og rænkespil ved kejserens hof.

Som spillere indtager man rollen som medlemmer af en af de mægtige samuraiklaner. Hvor man i andre fantasyrollespil ville vælge en race, så er alle mennesker, men det er ganske afgørende hvilken familie man er født af, og hvilke egenskaber man dermed kan have arvet fra sine glorværdige forfædre. Som regel er man yngrer, eller i hvert fald mindre betydningfulde, medlemmer af dynastierne, og alt efter hvad man som spillere har lyst til, så kan man nu blive kastet ud i kamp med dæmoner eller at løbe ærinder for lederne af sin klan, og i den forbindelse at prøve at skaffe sig ære og omdømme, også selv om de metoder man bliver tvunget til at benytte måske ikke altid kan leve op til alt hvad bushido og Shinseis Tao påbyder. Men så kan man jo heldigvis forsvare sig imod ærekrænkelser med en rask duel på alt fra sværd til blomsterbinding.

Et interessant element ved Legend of the Five Rings – Magi

Der er som sagt tale om fantasy, og ligesom der er dæmoner og oni, så er der også folk der behersker trolddom. Disse er imidlertid ikke den klassiske halvmystiske troldmænd, men i stedet en speciel del af samuraiklassen kaldet shugenja, og i stedet for at være en mere eller mindre okkult og dunkel kunstart, så betragtes det i stedet som en religiøs praksis og magten over elementerne er et udtryk for kamiernes velvlije. Det er en yderst velvalgt måde at få indkapslet trolddom i de samme ritualiseringer og æresbegreber som omgiver de mere almindelige samuraier. Et andet snedigt element er at det meste trolddom udføres ved oplæsning fra hellige pergamentruller, og disse pergamentruller tjener dermed lidt samme rolle som samuraiens sværd og en shugenja kan i det store hele afvæbnes ved ikke at havde sine pergamenter. Hvilket igen gør at magi kan håndteres med sikkerhedsforanstaltninger der minder om dem man ville bruge imod bevæbnede krigere.

22. december – TORG

Bag dagens lågen finder vi en ønskeseddel. Alle de for håbninger. Alle de muligheder. Men hov, hvem er det der har samlet den op? Hans latter er vist ikke et munter ho-ho-ho men nærmere et vanvittigt mhuahaha.

I dag skal vi kigge på TORG og Mulighedskrigene (Ja, jeg oversætter de her begreber. Lev med det 🙂 ). I TORG er verden som vi kender den blot et kosmos blandt mange andre i metaverset. Men det betyder ikke at vores verden blot er et ligegyldigt sandkorns i en uendelighed af verdener, hvor den eneste forskel er om det regnede d. 14 maj 1973, eller om Hitler fik succes som kunstmaler. Nej, vores verden er unik, fordi den rummer uanede Muligheder, hvor selv de mest almindelige mennesker kan få afgørende betydning for verden. Og disse Muligheder, det er er den slags som drømme og ambitioner er gjort af, og i andre kosmi er der folk der mener at menneskeheden bestemt ikke har været ambitiøse nok.

Affødt af Den Magre Mand så har onde kræfter, der hver i sær har fået enorm magt af at suge al Muligheden ud af deres egne respektive kosmi, startet en invasion af Jorden for at tvinge deres egne axiomer og paradigmer ned over verden og dermed tilrane sig alle dens kræfter. Jorden var ganske uforberedt på denne invasion, og specielt var de uforberedt på at når de fremmede virkeligheder invaderede, så var det pludseligt reglerne for de fremmede virkeligheder der gjaldt. Avancerede våbensystemer fejlede når Uthorions drager angreb og ingen var trænet i denmagi der måske kunne have gjort en forskel. Og omvendt var vores computerteknologi håbløst primitiv da den belv angrebet at Cyberpavens GudsNet.

Jorden er således blevet splittet op i zoner af konkurrenrende virkeligheder. I England og Skandinavien finder man nu drager og trolde, der hvor Aysle har invaderet. I Egypten har Dr. Mobius udråbt sig til farao af hans pulp-virkelighed og langs Amerikas kyster hærger dinosauere og øglemænd fra Det Levende Land. De fleste mennesker – opfyldt at Mulighedpotential som de er – bliver hurtigt transformeret til aderes nye virkelighed, og har kun fjerne minder om at de ikke altid har levet under Cyberpavens vælde eller frygtet gosprog zombier fra sumpene i Bangladesh. Men hele jorden er langt fra indtaget endnu og enkelte særlige folk er også godt nok forankret til deres respektive virkelighed, til at de kan tage den med over virkelighedsgrænserne og tage kampen op imod invasionen.

Et interessant element ved TORG – Axiomer

Hver virkelighed i TORG er målt på forskellige axiomer, der afgør hvad der virker og ikke virker i en given virkelighed. Et af de mest oplagte eksempler er teknologi, der dikterer at en avanceret SMG fra vores egen verden nok kan vil virke i Pan-Pacifica der er på ca. samme teknologiske stade, men vil have det svært i Nilimperiets simplere pulp-virkelighed og i det Levende Lands urtid vil den måske blive forvandlet til en stenslynge. Men noget af det fine er at det ikke kun er sådanne klare forskelle som teknologi og magi, der veksler, men også ting som spiritualitet og sociale paradigmer, der afgør hvad folk ovehovedet kan tro på og hvordan man kan organisere sig. Og det giver nogle fascinerende udfordringer når man skal afgøre hvornår man vil prøve at påtvinge en situation sine egne paradigmer, og hvornår man vil omstille sig til de muligheder den stiller til rådighed. Og så giver det mulighed for at en hulemandsshaman og en neosamurai kan slå sig sammen om at tæve russiske teknodæmoner.

« Ældre indlæg Nyere indlæg »