Pendragon er et rollespil skrevet af Greg Stafford, hvori spillerne påtager sig rollen som riddere ved Camelots hof, og, hvis de rigtigt udmærker sig, bliver en del af Ridderne om Det Runde Bord. Spillet udkom oprindeligt i 1985 hos Chaosium, og efter en tur rundt hos Green Knight Publishing, White Wolf og Nocturnal Media endte det i 2018 igen tilbage hos Chaosium.

Spillet er kendt for sin meget langsigtede The Pendragon Campaign, hvor spillets generationsmekanikker bruges til at lade ens børn efterfølge den første ridder, så man gennemlever hele Pendragon-slægtens mytiske vælde, og så er det også kendt for sine personlighedsmekanikker, der gør ridderlighed og kristne dyder til et centralt omdrejningspunkt for spillet.